Samfund

Ny aftale udløser løntillæg til plejepersonale på COVID-afsnit

Region Hovedstaden har indgået en ny aftale med DSR, FOA og HK. Formålet med aftalen er at sikre, at der er personale nok til pleje og behandling af coronapatienter.

Hospitalerne i regionen skal ruste yderligere op på grund af den stigende smitte med COVID-19 i samfundet. Derfor har Region Hovedstaden og de tre faglige organisationer Dansk Sygeplejeråd (DSR), FOA og HK indgået aftaler, der skal sikre personaleressourcer til pleje og behandling af patienter med COVID-19.

Aftalerne giver løntillæg til sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og lægesekretærer, der midlertidigt flyttes eller får ny vagtplan på grund af patienter indlagt med COVID-19.

Derudover udløser aftalen et løntillæg pr. måned til sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og andet FOA-personale, der er ansat på udvalgte afsnit, hvor COVID-19 patienter primært indlægges – dog forudsat at medarbejderen indgår i patientplejen eller -behandlingen.

Fair vilkår giver robusthed

”Vi skal sikre, at hospitalerne kan komme gennem en svær periode, hvor COVID-19 presser kapaciteten og personalet. Derfor er jeg glad for, at vi har landet denne aftale med DSR, HK og FOA,” siger HR-direktør i Region Hovedstaden Kirstine Vestergård Nielsen og tilføjer:

”Vi kan ikke løfte denne opgave uden et tæt og godt samarbejde med de faglige organisationer. Derfor er jeg også meget taknemmelig for organisationernes velvilje til at indgå en aftale, selv om personalet i sundhedsvæsenet i forvejen har ydet en ekstraordinær indsats igennem mange måneder.”

Kredsformand Kristina Robins fra DSR siger: ”Jeg er godt tilfreds med aftalen, der honorerer for den ekstra belastning, bl.a. sygeplejerskerne har på COVID-afsnittene. Det er lykkedes at komme igennem med vores krav om højere tillæg, og vi har fået flere typer af afdelinger med i aftalen.”

HK’s forhandler, Sadie Bidstrup Kromann, er også tilfreds: ” Aftalen er fair, fordi den også tilgodeser de lægesekretærer, der får ændret deres vagtplan eller flyttes pga. COVID-patienter, og samtidig primært baseres på frivillighed.”

”Aftalen er desværre nødvendig, selvom vi ved, at masser af medarbejdere er meget pressede og slidt. Så derfor har vi også lagt stor vægt på frivilligheden, hvilket arbejdsgiverne har været enige i”, siger afdelingsformand Ken Petersson fra FOA.

Fakta om aftalen med DSR, FOA og HK​

  • Aftalen omfatter månedslønnede, der påvirkes af den helt særlige ekstraordinære situation, hvor COVID-19 påvirker organiseringen, opgaveløsningen og personaleressourcerne. ​
  • ​Aftalen omfatter dog ikke ledere.
  • Aftalen træder i kraft fra den 1. december 2021 og ophører den 31. maj 2022 uden yderligere varsel. 
  • Aftalen kan skriftligt opsiges af begge parter med et varsel på tre måneder. ​

Kommentarer