Movia sender yderligere 41 elbusser ud på vejene i syv kommuner og Region Hovedstaden
Fra på søndag 10. december vil yderligere 41 elbusser kører ud på vejene i og omkring hovedstaden. Syv kommuner og Region Hovedstaden skifter gamle busser ud med nye grønnere, mere miljøvenlige elbusser. Med de nye elbusser, når Movia op på 36 procent emissionsfri busdrift, lyder det i en pressemeddelelse.
Fra 10. december bliver yderligere 41 elbusser fordelt på 12 buslinjer i hovedstadsområdet og det nordlige Sjælland sat i drift. Sammen med alle kommuner og begge regioner har Movia aftalt et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el.
De nye elbusser i Brøndby, Glostrup, Helsingør, Herlev, Hvidovre, Københavns og Rødovre Kommuner samt i Region Hovedstaden betyder en grønnere rejse for en stor del af de sjællandske passagerer. Med de nye elbusser tager regionen og kommunerne endnu et skridt i retningen mod en grøn offentlig transport for et bedre miljø, bedre trafik og bedre byområder.
De nye eldrevne busser kører emissionsfrit, det vil sige uden udledning af CO2 og lokal luftforurening fra bussens motor, og det er også erfaringen, at selve køreoplevelsen bliver forbedret, da der er mindre støj i elbusserne, og de er mere behagelige at køre i for både kunder og chauffører.
De 41 nye elbusser giver en samlet årlig CO2-besparelse på 2.600 tons, og bidrager dermed til at indfri Folketingets målsætning om en samlet national CO2-reduktion på 70 procent. inden 2030, hedder det i pressemeddelelsen.
– Det er kun få måneder siden, vi sidst kunne fortælle om, at der er nye elbusser på vej. Nu gør vi det igen. Det gode er, at det fortsat er et godt samarbejde om fælles mål, som kommunerne og regionerne har sat sammen med Movia, der sætter retningen. Med yderligere 41 elbusser tager vi igen et skridt fremad i den grønne omstilling, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.
Stor tilfredshed
Der er også tilfredshed at spore hos regionen og de syv kommuner, der får glæde af de nye busser. Her er nogle reaktioner:
– Regionen arbejder for bedre mobilitet for alle i hovedstadsregionen. Vi ønsker også en hurtig omstilling til grøn drift af vores regionale busser. Med hvert udbud af busserne sætter vi krav om omstilling til nulemission, og bringer dermed regionen nærmere vores målsætning om, at alle busser kører på el i 2030. Nu kan passagererne også opleve, at de regionale natbusser kører på el, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S)
– I Brøndby er en god kollektiv transport en vigtig del af den grønne omstilling. Derfor glæder det mig, at bustrafikken med de to nye elbusser nu bliver mere grøn. Det bidrager både til en sundere by med renere luft og mindre støj, siger Finn Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune (S).
– Med de nye elbusser gør vi vores offentlige transport endnu grønnere med alle de positive effekter det har for miljø og klima. Det er også med til at gøre bussen til et endnu mere oplagt og behageligt valg, når vi bevæger os rundt i kommunen, siger Mette Lene Jensen, formand for Klima- og bæredygtighedsudvalget i Helsingør Kommune (V).
– Lige nu arbejder vi målrettet på at skabe fremtidens grønne og bæredygtig Herlev. Det kræver noget af os alle sammen, og jeg er glad for, at vi nu også får grønne elbusser til at køre igennem vores by. Jo mere af trafikken vi kan få til at være fossilfrit, jo bedre luft får vi i vores by, og derfor er det her en vigtig brik i et sundere og grønnere Herlev, siger Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
– Her kort tid efter, at FN’s miljøagentur slog fast, at der skal mere fart på den grønne omstilling, kunne timingen ikke være bedre i forhold til. at vi nu får sat endnu flere busser, der kører grønt, på vejene i og omkring Hvidovre. Helt konkret kan vi her i kommunen glæde os til, at fire af vores busruter skifter til el, så vi nu har 8 busruter, der kører på el, siger fungerende borgmester i Hvidovre Kommune, Søren Friis Trebbien (K).
– Som overborgmester og københavner bliver jeg glad hver gang, der kører nye elbusser ud på de københavnske veje, fordi de hverken støjer, udleder CO2 eller sundhedsskadelige stoffer. Siden 2018 har vi sat strøm til i alt 18 buslinjer, og med de to nye, der blandt andet kører i Vanløse og Brønshøj-Husum, er 60 procent af alle busser i København grønne , siger overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S).
– Jeg glæder mig til at se busserne på gaden i Rødovre. Den offentlige transport hjælper allerede med at nedbringe CO2-udledningen, og når vi sætter strøm til busserne, bliver det kun bedre. Samtidig går den offentlige transport foran og viser et godt eksempel, som jeg håber, mange lægger mærke til, siger Britt Jensen, borgmester i Rødovre Kommune (S).
Kommentarer