Erhverv

Gribskov Kommune nærmer sig bundplacering i DI-måling

Gribskov Kommune placerer sig som nr. 87 ud af 93 på ranglisten over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. 

Gribskov Kommune er alvorligt hårdt ramt på både den fysiske og digitale og fysiske infrastruktur. Det giver det lokale erhvervsliv massive udfordringer. Spørger man de lokale virksomheder, er det især den fysiske infrastruktur, Gribskov Kommune skal have fokus på. Men det er ikke i sig selv nok, hvis kommunen skal forbedre sin erhvervsvenlighed, vurderer DI Hovedstadens formand, Peter Lanng Nielsen.

– Det er klart, at man som virksomhed er udfordret, hvis det er svært at få varer, services og medarbejdere fra A til B. Og kommunen skal simpelthen sætte ind for at få kommunens vejnet og kollektive transport til at spille bedre. Samtidig lever vi i en tid, hvor adgangen til hurtigt internet er et forretningskritisk konkurrenceparameter. Det er en lektie, Covid-19 har lært os. Derfor kan kommunen med fordel undersøge, hvordan man bedst muligt kan understøtte udrulningen af hurtigt internet. Det kan eksempelvis være ved at effektivisere sin sagsbehandling og indgå samarbejde med leverandørerne, siger formanden. 

Årets måling tegner et tydeligt billede af, at det lokale erhvervsliv gerne vil have en tættere kontakt til kommunes politikere og embedsmænd. For at understøtte den lokale erhvervsvenlighed skal kommunen derfor prioritere dialogen med kommunens virksomheder. 

– Dialog betaler sig altid. Hvis virksomhederne oplever en god dialog med kommunen, smitter det ofte af på resten af undersøgelsen. Derfor synes jeg, at Gribskov skal tage imod erhvervslivets fremstrakte hånd og få etableret et tæt samarbejde med virksomhederne om at forbedre den lokale erhvervsvenlighed. Det er i bund og grund et spørgsmål om prioriteter, og her synes jeg bare, at Gribskov skal sætte i gang, siger Peter Lanng Nielsen.

Derudover viser målingen, at der behov for at forbedre den kommunale sagsbehandling. 

– Det er vigtigt, at kommunerne prioriterer kerneydelserne til virksomhederne. Mange virksomheder er ikke i kontakt med kommunen andet end, når der skal betales skatter og afgifter. Når virksomhederne så tager fat i kommunen, for at få rådgivning om for eksempel en bygge- eller sygedagpengesag, så skal kommunen være i stand til at levere hurtig, effektiv og kompetent sagsbehandling. Her er der godt med plads til forbedringer i Gribskov, siger formanden for DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.

Et lyspunkt i Gribskov er brugen af private leverandører, hvor kommune ligger i top, når det gælder udbud af kommunale opgaver på social og sundhedsområdet. I det seneste år har kommunen styrket sine udbudsprocesser, og det bliver præmieret i årets erhvervsvenlighedsmåling. 

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2021

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2021, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 12. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • Årets undersøgelse adskiller sig fra de tidligere undersøgelser. Efter sammenlægningen af Dansk Industri og Dansk Byggeri er der blevet udarbejdet en helt ny undersøgelse med udgangspunkt i de to organisationers tidligere undersøgelser.
  • 7770 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af tre typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder, et spørgeskema til kommunaldirektører og statistik.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. 
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner

Kommentarer