Boligejere har samme effekt på Enhedslisten, som en rød klud har på en tyr
Af Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti
Det er med tungt sind, jeg skriver disse ord. For jeg var faktisk oprigtigt overrasket og ærgerlig over, at det er nødvendigt. Men jeg føler mig nødsaget til det, for Enhedslisten svigter desværre klimakampen på grund af ideologiske særinteresser.
Forleden præsenterede vi, Konservative, et nyt udspil, der har potentiale til at sætte tempo på den grønne omstilling. Det handler om energirenovering af huse, hvor der kan være store klimagevinster at hente.
Problemet er, at mere end halvdelen af vores huse har et dårligt energimærke. Det vil sige, at husene er utætte, og vi bruger uholdbart meget energi på at varme dem op. I Danmark står bygninger for 40 pct. af vores totale energiforbrug.
Kort sagt går forslaget ud på, at vi vil give en kontantbelønning på op til 60.000 kr. til dem, der energirenoverer deres hus.
Med dette forslag vil vi i Danmark kunne spare op til 0,6 mio. tons CO2 om året. Det er et meget vigtigt skridt mod at blive CO2-frit. Vi kommer ikke i mål uden et fokus på bygninger.
Men Enhedslisten er imod. Ikke på grund af klimaet, men fordi vi hjælper boligejerne – og så må vi forstå, at ikke at hjælpe denne gruppe trumfer klimaet.
Der er ellers et hav af grønne organisationer, der udtrykker opbakning. Blandt andet Synergi, Rådet for Grøn Omstilling og Danmarks Naturfredningsforening.
Det virker desværre lidt, som om boligejere eller mennesker med penge har samme effekt for Enhedslisten, som en rød klud har for en tyr. Og det er svært at finde konstruktive løsninger, når det ender i hat og briller, fordi Mai Villadsen og kompagni går i klassekampsmode blot ved nævnelsen af ordet ’hus’.
For klimaet er ligeglad med Enhedslistens og alle andres økonomiske politik. Klimaet går op i løsninger, der giver CO2-reduktion. Det giver vores forslag. Samtidig rækker vi en hjælpende hånd ud, så familier ikke rammes så hårdt af varmeregninger i fremtiden, mens vi også tager vigtige skridt for at blive uafhængige af Putins gas.
Det er smart. For den bedste, grønneste og billigste energi er den, vi aldrig bruger. Og det må Enhedslisten også kunne forstå.
Kommentarer